Falerone centro storico

 


Casa della Sirenetta ligger midt i det gamle historiske centrum (centro storico) i Falerone.
Fra huset er der kort gå-afstand til begge byens købmænd, som byder på friske dagligvarer hver dag. Samme korte afstand er der til bager, til grønthandler, slagter, apotek og posthus.

 

Falerone er en typisk middelalderby på toppen af en 432 m høj bakke (kaldet en ”colle”).
For foden af denne bakke, 4 km nede, ligger Piane di Falerone, som har et større udvalg af specialforretninger og 4 supermarkeder.

Hernede ligger også et romersk amfiteater, forskellige romerske cisterner og ruiner af en akvædukt. Romerne var her først, og Falerone var oprindelig en del af en attraktiv pensionsordning for gamle romerske hærførere, som kunne nyde et velfortjent otium efter endt tjeneste.

 

 

Falerones teatersæson går fra juni til september, hvor en række af både nationalt og internationalt kendte teater- og musikkompagnier  spiller i det gamle amfiteaters ruiner. Selvom man måske ikke forstår sproget, skulle man alligevel unde sig selv en uforglemmelig kulturoplevelse en fortættet, stemningsfyldt atmosfære.

 

 

 

 

Falerones ”centro storico” – altså den gamle middelalderby oppe på toppen af bakken – er en byvandring værd. Byen er rig på charmerende gyder med trapper og blomstrende udhæng. Fra de mange udsigtspunkter kan man se fx Adriaterhavet, Sibillinerbjergene, Gran Sasso, Monte Conero ved Ancona og, selvfølgelig, mange af de andre små middelalderbyer, som beklæder toppene af regionens karakteristiske småbjerge.

På byens museum, der er placeret omkring en tidligere klostergård, kan opleves en del af de mange fund fra udgravningerne i Piane di Falerone. De fineste ting findes dog på større nationale museer.

Centro storico har to kirker, hvoraf kirken på Piazza della Concordia (Chiesa San Giovanni Battista) er i brug og som regel står åben. San Fortunatokirken er ikke i brug men kan besøges via museet.

 

   

Lomholt / Renzi ♦ Email: mail@sirenetta.dk ♦ Tlf: + 45 62 67 13 12  ♦ Mobil: + 45 61 46 13 47 ♦ Copyright © 2014 Olez